Skattekommissionens forslag vil koste væksthusgartnerierne 200 mio. kr.

Printvenlig
06.02.2009

Skattekommissionens forslag vil koste væksthusgartnerierne 200 mio. kr.

Såfremt Skattekommissionens forslag til omlægning af det danske skattesystem bliver til virkelighed, vil væksthusgartnerierne blive pålagt nye omkostninger på omkring 200 mio. kr. årligt.

Kommissionen foreslår nemlig, at skattelettelser på arbejdsindkomst i høj grad finansieres ved hjælp af nye/højere grønne afgifter blandt andet på erhvervslivets energiforbrug. Konkret foreslås det, at indføre en helt ny energiafgift på 15 kr./GJ, hvilket vil indebære en meromkostning for det samlede væksthusgartneri på 100 mio. kr. Tabellen herunder viser afgiftens størrelse pr. energienhed:

Afgift på 15 kr./GJ omregnet til de forskellige energiformer

Naturgas

59,4 øre/m3

Fuelolie

59,7 øre/kg

Gasolie

53,4 øre/l

Kul

37,5 øre/kg

Fjernvarme

Ca. 3 kr./m3 eller ca. 54 kr./MWh

Herudover foreslår Skattekommissionen, at bundfradraget i de ny, høje CO2-afgifter skal bortfalde og sammen med provenuet fra salg af CO2-kvoter skal finansiere skattelettelserne. Denne del af forslaget vil ramme væksthusgartnerierne markant hårdere end det øvrige erhvervsliv, og indebære en yderligere meromkostning på omkring 100 mio. kr. Den samlede regning på 200 mio. kr. skal ses i forhold til at væksthusgartneriernes samlede driftsoverskud udgjorde 102 mio. kr. i 2007.

Forslaget er med andre ord mere end alvorligt for gartnerierhvervet, og Dansk Gartneri har derfor taget kontakt til en række centrale politikere herom. Det er endvidere lykkedes at få forskellige medier, herunder TV2, TV2 News, Børsen og Fyns Stiftstidende til at viderebringe budskabet om at forslaget reelt vil indebære en nedlukning af dansk væksthusgartneri.

Næste trin i den politiske proces vil være at regeringen fremlægger og forhandler sit eget forslag til en skattereform med øvrige partier på Christiansborg. Regeringen søger at undgå en lang, udmarvende debat om skattereformen og vil derfor søge at opnå en politisk aftale allerede inden udgangen af februar.

FIGUR: Som det fremgår af ovenstående figur, så er belastningen af Væksthusgartneri-sektoren, så fremt at Skattekommissionens forslag måtte vedtages, helt uforholdsmæssig stor sammenlignet med andre erhvervssektorer.

Yderligere oplysninger: Flemming Nør-Pedersen, Tlf.: 33 39 42 61 (fnp@landbrug.dk) eller Leif Marienlund, Tlf.: 33 39 45 47 (lmk@danskgartneri.dk)

(Dette er en opdateret version af et tidligere publiceret notat)

spacerspacer
spacerspacer
Leif Marienlund
Leif Marienlund
Konsulent
Telefon: +45 3339 4547
bottom leafs