På Dansk Gartneris generalforsamling roste både formanden Kaj Jørgensen, men også en række medlemmer fra talerstolen især fødevareminister Eva Kjer Hansen, men også en række andre politikere for at have lyttet til erhvervet og fjernet de energiafgifter, som Skattekommissionens oprindelige skattereformforslag havde lagt op til.
Eva Kjer Hansen takkede for invitationen til at deltage i generalforsamlingen, men kvitterede også for gode drøftelser med erhvervet undervejs i processen med at udarbejde regeringens skattereform-forslag:
- I er altid gode til at komme med både gode råd og regneeksempler til hvordan, vi kan gøre ting anderledes, sagde fødevareministeren. Vi er glade for, at I synes, at regeringens skattereformudspil ikke er så slemt. Regeringen er med på, at der også skal tages hensyn til konkurrencesituation og har bestræbt sig på at finde en nuanceret løsning, sagde ministeren, som forventede "en meget hurtig proces" mht. at nå et politisk forlig.
Eva Kjer Hansen havde også bemærkninger til Kaj Jørgensens gennemgang af gartnerierhvervets udfordringer blandt andet finanskrisens indvirkninger på erhvervslivets lånemuligheder p.t.
- Vi er indtil videre kommet med nogle gode pakker. Men vi følger fortsat nøje med, hvordan tingene udvikler sig. Hvad der er af behov og hvad vi skal tage af initiativer. Vi har netop sørget for at udskyde erhvervslivets Indbetalingstidspunkter for moms og indeholdt A-skat. Jeg er dog med på, at man også ude lokalt skal have kreditten til at virke. Det er et godt udgangspunkt, for at komme videre. Men vi både lytter og er opmærksomme på problemerne, fastslog ministeren.,
Med hensyn til det hollandske gartneris muligheder for statsstøtte, sagde Eva Kjer Hansen:
- Vi holder øje med, hvad der sker i EU og Holland. Den danske politiske linje er, at vi ikke griber til støtteforanstaltninger.
Der var desuden ros til frugt- og grønt-området fra ministeren:
-I har meget at bidrage med. Der er mange gode projekter og danskere spiser mere og mere frugt og grønt, sagde fødevareministeren,






