Pressemeddelelse
Fødevarestyrelsen har testet frugt og grønt for pesticidrester og fandt igen, at dansk frugt og grønt indeholder markant færre pesticidrester end i udenlandske produkter. Det fremgår af den netop offentliggjorte "pesticidrapport" for 2008.
De 32 prøver med overskridelser fordelte sig på 24 prøver frugt og otte prøver grøntsager. Af de 24 frugtprøver med et pesticidindhold over grænseværdien, var kun to produceret i Danmark. Ingen af de otte grøntsagsprøver med indhold over grænseværdien kom fra danske gartnerier. Sådan skriver Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.
Videre står:
"Fødevarestyrelsens rapport viser desuden, at dansk produceret frugt og grønt indeholder færre sprøjtemidler end produkter fra de øvrige lande. Mens Fødevarestyrelsen fandt pesticidrester i otte procent af stikprøverne af dansk producerede grøntsager, var der pesticidrester i 31 procent af grøntsagerne fra andre EU-lande. Fødevarestyrelsen fandt pesticidrester i 37 procent af grøntsager fra lande uden for EU.44 procent af stikprøverne af dansk frugt var helt fri for pesticidrester. I frugt produceret i resten af EU var 27 procent uden pesticider, mens 19 procent af frugten fra landene uden for EU var uden pesticider."
- Trods de fine resultater er to prøver over grænseværdierne i frugt fortsat to for meget. Derfor vil vi gøre, hvad vi kan for at undgå dette frem over, siger Dansk Gartneris næstformand Mogens Christensen i en kommentar.
Danske tomater går helt fri i pesticidrapporten. Der blev taget 25 prøver og der var 0 fund af pesticidrester. Tilsvarende for udenlandske tomater var 29 prøver med 16 fund. (55 pct).
Tallene glæder direktør og tomatavler Mads Pedersen fra gartneriet Alfred Pedersen & Søn ApS:
- Det er resultater, der ikke er kommet af sig selv. I danske gartnerier bruger vi efterhånden kun biologiske bekæmpelsesmidler dvs. nyttedyr og en effektiv fugtstyring i produktionen. Det er en vigtig pointe, der godt måtte gå op for flere og flere forbrugere. Derfor ønsker vi at Fødevarestyrelsen offentliggør pesticidtallene løbende, sådan at vi ikke skal forholde os til tal fra sidste år, men fra i år. Hvis man offentliggjorde tallene øjeblikkeligt ville det give både forbrugerne og indkøberne i de store kæder en mulighed her og nu at handle ud fra, siger Mads Pedersen.
Også danske champignons er helt fri for pesticidrester.
- Det overrasker mig ikke. Vi har bevist at vi i Danmark kan lave sunde champignon uden pesticidrester - og vi er langt foran med biologiske bekæmpelsesmidler og omfattende hygiejnesystemer, siger direktør Kent Stenvang, Egehøj Champignon A/S.
For yderligere kommentarer kontakt Dansk Gartneris næstformand Mogens Christensen telefon 4016 4196 eller konsulent Torben Lippert, telefon 3339 4549 eller 2441 9432.






