Regeringens aftale med Dansk Folkeparti om Grøn Vækst betyder, at en mindre del af pesticidafgiften fremover skal tilbageføres til jordbrugets fonde. Reglerne er udmøntet i et udkast til forslag til ændring af bemyndigelsesloven, som nu er i høring hos organisationerne.
Gartneribrugets promilleafgiftsfond vil fremover modtage 7.2 mio. kr. i tilbageførte pesticidafgifter, hvilket er 1 mio. kr. mindre end tilbageføringen i 2009. Denne beskæring er procentvis mindre end for jordbrugets øvrige fonde.
Hvis statens provenu fra pesticidafgiften senere stiger, vil ingen del af det overskydende beløb blive tilbageført til jordbrugets fonde. I stedet modregnet i jordskatten og det vil ikke kompensere den intensive planteproduktion fuldt ud.
Som noget nyt er ministeren i udkastet til lovforslag bemyndiget til at fastsætte regler om fondenes evaluering af effekten af de foranstaltninger, der er ydet tilskud til. Nye regler for fondene om hjemmeside med offentliggørelse af budgetter og regnskaber samt ansøgningsfrister opfyldes allerede af Gartneribrugets Afsætningsudvalg.






