Tusindvis af danskere kan redde livet, hvis vi tænker mere over, hvad vi spiser. Det skriver BT søndag. En tredjedel af alle kræfttilfælde kan nemlig undgås, hvis vi spiser sundere, undgår overvægt, dyrker motion og holder op med at ryge. Det viser flere undersøgelser.
- Kosten er noget af det allervigtigste, når det gælder om at forebygge kræft, siger Anne Tjønneland, afdelingsleder i Kost, Kræft og Helbred i Kræftens Bekæmpelse, som anbefaler otte kostråd.
Dvs at man bør spise 600 gram frugt og grønt om dagen. Grove kornprodukter. Fuldkorn og meget gerne rug. Og så skal vi spise mindre kød fra firbenede dyr og i stedet fylde fisk og fjerkræ på tallerkenen.






