Regeringen har fremlagt sin plan for ”Grøn Vækst”

Printvenlig
30.04.2009

Torsdag formiddag præsenterede regeringen på et pressemøde sit forslag til en plan for ”Grøn Vækst”. Det skete på et pressemøde, hvor økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen, fødevareminister Eva Kjer Hansen, miljøminister Troels Lund Poulsen og klimaminister Connie Hedegaard deltog.

Læs pressemeddelelse her og hele Grøn Vækst planen her.

Planens vigtigste elementer i forhold til jordbruget er:

Pesticidafgift forhøjes:

Pesticidafgiften bliver forhøjet og omlagt i forhold til midlernes farlighed. Dvs. jo mere miljøskadeligt et stof vurderes at være, jo højere bliver afgiften. Niveauet for afgifterne er ikke lagt endnu.

Provenuet vil blive ført tilbage til erhvervet i form af en sænkning af jordskatterne.

Behandlingshyppigheden vil blive erstattet af en vurdering af belastningsomfang. Det vil i praksis sige, at man ser på hele det dyrkede areal og ikke kun det konventionelt dyrkede. Økologiske og ekstensivt dyrkede arealer vil således indgå positivt.

Regeringen vil fremsætte lovforslag, om den nye pesticidafgift i efteråret 2009 med en forventet ikrafttræden pr. 1. januar 2010.

Reduktion af pesticiders skadevirkning:

For gartnerierhvervet nævner oplægget specifikt, at miljø og sundhedsbelastningen fra pesticidanvendelsen i gartneri og frugtavl skal nedsættes mest muligt.

Der står også i oplægget, at restindholdet af pesticider i dansk producerede fødevarer skal være mindst muligt.

Kvælstofkvoter skal kunne omsættes:

Der bliver desuden nedsat en arbejdsgruppe, der skal udarbejde forslag til en omlægning af kvælstofreguleringen. Princippet bliver et system med omsættelige kvælstofkvoter. Det er endnu uklart om landmændene skal betale for kvoterne - i givet fald vil indtægterne blive ført tilbage til erhvervet via jordskatterne.

Først når den konkrete model foreligger, vil man tage stilling til en eventuel kompensation for reduceret udbytte etc. Udredningsarbejdet skal være afsluttet ultimo 2011.

Ammoniakkrav skærpes:

Det generelle ammoniakkravet bliver skærpet til 30 procents reduktion i 2011, og også den specifikke regulering skærpes.

Udlægning af randzoner:

Der skal udlægges 50.000 hektar gødnings-, sprøjte- og dyrkningsfrie randzoner langs søer og vandløb inden udgangen af 2012.

Etablering af vådområder:

Oplægget foreslår en etablering af 13.000 hektar vådområder bl.a. ved at reducere vandløbsvedligeholdelsen

Nedprioritering af forskning og udvikling

Overførslerne til jordbrugets fonde, der bl.a. finansierer forskning og udvikling, ser også ud til at blive reduceret.

Beskyttelse af grundvandsressourcerne

Regeringen skriver i oplægget, at der er behov for at omlægge - og visse steder endog begrænse - indvindingen af vand til f.eks. markvanding.

Tilskudspulje til nye grønne teknologier

Regeringen vil afsætte 145 mio. kr. årligt i perioden 2010 – 2015 til en tilskudsordning til grønne teknologier indenfor det samlede jordbrug. Der vil her kunne opnås et 40 % tilskud til investeringer, der reducerer blandt andet energi-, vand-, næringsstof- og pesticidforbrug i gartnerisektoren.

Det videre arbejde

I forbindelse med offentliggørelsen af Grøn Vækst er jordbrugserhvervet blot en af mange parter, som bliver hørt. Alle partier inviteres til drøftelser om oplægget, og der er behov for en del udredningsarbejde inden, at regeringen udmønter planen.

For yderligere oplysninger:  Leif Marienlund, telefon 3339 4547 eller E-mail lmk@danskgartneri.dk, Torben Lippert, telefon 3339 4549 eller E-mail tbl@danskgartneri.dk og Flemming Nør-Pedersen, telefon 3339 4215 eller E-mail fnp@landbrug.dk

spacerspacer
spacerspacer
Torben Lippert
Torben Lippert
Konsulent
Telefon: +45 3339 4549
bottom leafs