Hvis priserne på frugt og grønt blev sat ned, og fede fødevarer blev tilsvarende dyre, så ville 64 procent af danskerne købe flere sunde fødevarer. Det viser en ny Gallup-undersøgelse, som torsdag er omtalt i Børsens tillæg FødevareSundhed side 3.
Gallup-undersøgelsen ligger dermed på linje med en rapport fra Akademiet for de Tekniske videnskaber, der tidligere har dokumenteret at forskellig (”differentieret”) moms ville gavne folkesundheden.
Indtil videre har sundhedsminister Jakob Axel Nielsen udsat afgørelsen om nedsat moms på fødevarer, fordi at man afventer en rapport fra Forebyggelseskommissionen.
I Norge har discountkæden Kiwi siden september i fjor egenhændigt helt fjernet momsen – der i Norge er 14 procent på frugt og grønt. Det har resulteret i et 20 procents mersalg af frugt og grønt hos Kiwi. Mersalget udgør på 11 måneder 11,9 millioner kg ekstra, der er blevet langet over disken.
Kædens koncernchef tør dog ikke love, at man fjerner momsen i kædens butikker i Danmark med begrundelsen, at den danske moms er for høj.






