Tal fra detailkæder viser, at det økologiske salg i august 2008 var 30 procent større end salget i august 2007. Det skriver Jyllands-Posten mandag.
Økologisk Landsforening skønner, at det totale salg af økologiske varer i 2008 vil stige med 20-25 procent til omkring 4,5 milliarder kr.
Udviklingen ses også hos Coop Danmarks butikker, hvor salget af økologiske produkter i første kvartal 2008 steg med 27 procent i forhold til samme periode sidste år. Coop sidder samlet set på en markedsandel på 40 procent af detailhandlen i Danmark.
Forbrugerne deler sig i to
Detailkæderne og de store fødevarevirksomheder vurderer, at de danske forbrugere er ved at dele sig i to store grupper. Den ene gruppe går således målrettet efter billige fødevarer, mens den anden gruppe er parat til at betale en høj pris for kvalitet og sundhed. Begge disse yderpunkter i markedet er i hastig vækst, mens produkter i midterkategorien taber markedsandele. Det er forklaringen på, at salget af både økologi og discount vokser.






