I brevet til SKAT skriver SALA på vegne af Dansk Gartneri og Planteskoleejerforeningen, at:
Organisationerne finder vejledningen om betydningen af begrebet "midlertidigt arbejdssted" i vid udstrækning harmonerer med deres opfattelse, nemlig at jobs i jordbrugssektoren, som er betinget af naturlige sæsonvariationer og derfor i sagens natur ikke strækker sig over fulde 12 måneder om året, som udgangspunkt falder ind under begrebet, for så vidt som arbejdstagernes ansættelsesforhold er tidsbegrænset til sæsonens varighed. Organisationerne går ud fra, at det er, hvad der ligger i begrebet "korterevarende sæsonarbejde".
I brevet til SKAT efterlyser organisationerne desuden en afklaring af 20-dagesreglen, som i tilfælde af forventelig tilbagevenden til samme arbejdssted er afgørende for, om der fortsat kan være tale om et midlertidigt arbejdssted. Det kan have væsentlig betydning i de her repræsenterede brancher. Det kan tænkes, at en arbejdstager påtager sig to helt forskellige typer sæsonjob hos den samme arbejdsgiver. Her vil det være afgørende at vide, om det uden videre opfattes som to adskilte ansættelser, eller der vil være et krav om 20 arbejdsdage imellem, især hvis de to ansættelser tilsammen strækker sig over mere end 12 måneder.
Som udgangspunkt er det organisationernes opfattelse, at 20-dagesreglen indikerer, at et helt nyt midlertidigt ansættelsesforhold er påbegyndt, uden hensyntagen til varigheden og karakteren af det tidligere midlertidige ansættelsesforhold. Det er også deres opfattelse, at der ikke kan stilles krav om anden beskæftigelse i de 20 arbejds-dage
I den sammenhæng efterlyser organissationerne også betydningen af den skatte- og bopælsattest, som udenlandske arbejdstagere opfordres til at medbringe fra hjemlandet, da organisationerne har måttet forstå, at SKAT ikke nødvendigvis tillægger disse attester nogen betydning, hvilket forekommer påfaldende.






