Eva Kjer vil have datomærkning på frugt

Printvenlig
16.09.2008

Fødevareministeren arbejder på at få EU til at indføre en datomærkning på frugt og grønt, skriver Ritzaus Bureau tirsdag.

Eva Kjer Hansen (V) er "som udgangspunkt" enig med Forbrugerrådet i, at frugt og grønt skal mærkes med plukningsdato. Hun understreger i et svar til Socialdemokraternes forbrugerordfører, Benny Engelbrecht, at der er nogle praktiske forhold, som gør, at mærkning med plukningsdato ikke altid vil give forbrugerne klar og entydig information.

- For eksempel er frugten i en række tilfælde ikke moden til spisning den dag, den plukkes, og har en vis modningsperiode efter plukning. Mærkning med plukningsdato vil i disse tilfælde kunne foranledige forbrugerne til at tro, at produktet er mere modent, end det reelt er, skriver fødevareministeren.

I øjeblikket er de gældende mærkningsregler under revidering blandt EU's fødevareministre på baggrund af et forslag fra EU-Kommissionen.

- I disse forhandlinger arbejder jeg netop for, at samtlige fødevarer skal mærkes med produktionsdato. Såfremt det lykkes at få indsat en bestemmelse i forordningen om mærkning med produktionsdato af alle fødevarer, vil der blive taget stilling til, hvordan denne mærkning vil skulle udmøntes for frugt og grønt, og om det i givet fald skal ske ved mærkning med plukningsdato, skriver Eva Kjer Hansen.

Som det er nu, mærkes de fleste indpakkede fødevarer med sidste salgsdag, men det gælder ikke for frugt og grønt, medmindre det er forarbejdet.

spacerspacer
bottom leafs