Resultatopgørelsen viser, at der sidste år var tilbagegang inden for potteplantegartnerierne, men at andre sektorer inden for erhvervet har haft fremgang. Det gælder især for frilandsgrøntsager, frugt og bær samt planteskole.
Driftsresultatet efter renter i et gennemsnitsgartneri faldt fra 188.000 kr. i 2006 til 174.000 kr. i 2007. Inden for den bedste fjerdedel er der opnået et gennemsnitligt driftsresultat på 1.050.000 kr., mens det tilsvarende tal i den ringeste fjerdedel er et underskud på 640.000 kr. Strukturudviklingen i retning af færre, men større virksomheder vil derfor fortsætte.
De foreløbige tal er offentliggjort på Fødevareøkonomisk Instituttets hjemmeside www.foi.dk. Når Gartneriregnskabsstatistik 2007 foreligger i sin helhed med sektorvise driftsresultater, vil den blive nærmere omtalt i Gartner Tidende.






