Det bør være helt forbudt for frugtavlere at bruge sprøjtegifte, når der skal dyrkes f.eks. æbler på de danske frugtplantager. Det skriver Altinget.dk ”Fødevarer”.
Ifølge målingen støttes et forbud af 73,6 pct. af de adspurgte, mens 17,6 pct. er imod og 8,9 pct. ikke ved, hvad de skal svare.
Men ifølge Altinget vil hverken Socialdemokratiet eller Enhedslisten indføre forbud mod pesticider.
Ifølge Altinget så er fødevareordføreren Jørn Dohrmann fra Dansk Folkeparti heller ikke med på et forbud, blandt andet fordi det kun medfører endnu større import af udenlandsk frugt, som trods den danske stigning stadig har flere pesticidrester end den danske.
- Hvis man 100 pct. kunne forbyde alt det frugt, der er blevet sprøjtet i en eller anden form, havde jeg sådan set ikke noget imod det. Men det vil være utrolig vanskeligt. Derfor synes jeg, vi i stedet bør overveje at synliggøre, hvor hvor meget der er sprøjtet med, så folk helt tydeligt kan se det. Vi har jo også det økologiske mærke, der giver et tydeligt signal om, at her i hvert fald ikke er brugt sprøjtegift, siger Jørn Dohrmann til avisen.
Videre skriver www.altinget.dk:
"Frugtavlerne i brancheorganisationen Dansk Gartneri er da heller ikke meget for et forbud. Konsulent Torben Lippert påpeger, at stigningen i pesticidrester i 2007 skyldtes en særligt våd sommer, og at det nærmest vil umuliggøre bl.a. dansk æbleproduktion, hvis man slet ikke kunne bruge sprøjtemidler:
-Det ville være herligt, hvis vi kunne være pesticider foruden. Men med konventionel dyrkning kan man ikke undvære det i øjeblikket. Æbler er noget af det aller-vanskeligste at dyrke økologisk. Vi arbejder stadig så målrettet, vi overhovedet kan, på at nedbringe mængden af pesticidrester, siger han.
Torben Lippert tilføjer, at Dansk Gartneri gerne rådgiver medlemmer, der ønsker at omlægge til økologi, men at organisationen ikke aktivt skubber på økologi-udviklingen:
-Hvis det kan lade sig gøre med mere økologisk frugt, og hvis der er efterspørgsel efter det, så har vi bestemt ikke noget imod det. Vi lægger bare vægt på, at det skal være markedsdrevet, siger Torben Lippert."






