"På mit gartneri bliver der plukket rigtig mange tomater. Takket være en risikovillig startkapital fra Fødevareministeriets innovationslov foregår det nu i arbejdsmiljøets superligaklasse." Det skriver adm. direktør Mads Pedersen og ejer af Tomatgartneriet, Alfred Pedersen & Søn i Bellinge, Odense i et indlæg onsdag 26/3 i dagbladet Børsen.
I sit indlæg henviser tomatavleren blandt andet til, at sygefraværet på gartneriet er faldet til under 2 procent, og at produktiviteten er steget med 30 procent.
Mads Pedersen advarer kraftigt imod, at regeringen gør alvor af sit forslag til finanslov 2008 om at skære 450 millioner kr. årligt i erhvervsfremmeordningerne, da det vil skade konkurrenceevnen hos landets små og mellemstore virksomheder inden for fødevareerhvervet.






