Som det har fremgået af dagspressen, har der været et større antal fund (552 pr. 20. juni) i USA af en særlig variant af salmonella kaldet ”Saintpaul”.
Man mener, at rå tomater kan være smittekilden, og U.S. Food and Drug Administration (FDA) er i gang med sporings-arbejdet. Man har indkredset smittekilden til et antal typer af tomater, som kommer fra nogle gartnerier i Mexico og Florida. FDA har endnu ikke klarlagt, hvordan tomaterne kan være blevet forurenet med salmonella.
Fødevarestyrelsen har udtalt, at der ikke er problemer med tomater i Danmark og EU. Der er tale om specielle og isolerede omstændigheder i USA.






