Mindre risiko for kræft for ansatte i jordbruget

Printvenlig
03.01.2008

Kræftens Bekæmpelse har gennemført en stor registerundersøgelse om risikoen for at erhverve kræftsygdomme blandt ansatte i en lang række brancher, herunder ansatte indenfor det grønne område, dvs. landbrug, skovbrug og gartneribrug. Det oplyser Gartneribrugets arbejdsgiverforening GLS-A.

Undersøgelsen omfatter perioden 1970-2003 og sammenligner ansatte indenfor det grønne område med andre lønmodtagere.

Undersøgelsens hovedkonklusion for de forskellige delbrancher er følgende:

Landbrug
Mænd, der har været ansat indenfor landbrug har en signifikant mindre relativ risiko på 10 % til 60 % for en række kræftformer sammenlignet med andre mandlige lønmodtagere. Risikoen for de kvindelige ansatte adskiller sig derimod ikke væsentligt fra andre kvindelige lønmodtagere. Nærværende undersøgelse finder ligesom i tidligere undersøgelser en signifikant øget relativ risiko for læbekræft blandt mandlige ansatte, der sandsynligvis skyldes udsættelsen for solens stråler ved udendørsarbejde. Resultaterne peger desuden på en signifikant øget relativ risiko for Hodgkin’s sygdom blandt mændene, mens kvindelige ansatte synes at have en tilsvarende signifikant øget relativ risiko for kræft i hjerne og nervesystem samt i livmoderhalsen. Disse fund støttes til en vis grad af tidligere epidemiologiske undersøgelser indenfor landbruget; men forklaringen kendes ikke. Der ses ingen væsentlige forskelle i risici indenfor delbrancherne planteavl og husdyravl.

Landbrugsmaskinstationer
Der ses ingen signifikant øget risiko for kræft blandt mandlige ansatte på landbrugsmaskinstationer, derimod er der syv kræftformer (tyktarm, bugspytkirtel, lunge, blærehalskirtel, urinblære, ’øvrige hudtumorer, samt hjerne- og nervesystem), hvor der ses signifikant nedsatte risici på mellem 30 % og 50 %.

Gartnerier, frugtplantager og planteskoler samt anlægsgartnerier
Ligesom blandt mændene indenfor landbruget og på maskinstationer ses nedsatte relative risici for en række kræftformer samt en øget relativ risiko for læbekræft blandt mandlige ansatte i gartnerier, frugtplantager og planteskoler samt i anlægsgartnerier. Nærværende undersøgelse finder desuden en signifikant øget risiko for kræft i æggestokkene og for leukæmi blandt de kvindelige ansatte i gartnerier mv. Der er tidligere fundet øget risiko for disse to kræftformer blandt kvinder indenfor landbrug. Årsagerne hertil kendes ikke.

Skovbrug
Også ansatte indenfor skovbrug har generelt en signifikant lavere forekomst af kræft i hud, lunger, spiserør, tyk- og endetarm, lever, samt for leukæmi. Udendørsarbejdet er ligesom i de øvrige delbrancher udbredt, og er formentlig årsag til den øgede risiko for læbekræft.

Forebyg læbekræft
Det glædelige kendskab er således, at der for en lang række kræftsygdomme er en signifikant mindre relativ risiko for en række kræftformer sammenlignet med andre lønmodtagergrupper.

Dog medfører meget udearbejde forøget risiko for læbekræft. Derfor bør alle, som opholder sig udendørs i solens stråler forebygge risikoen for læbekræft ved at anvende læbepomade med solbeskyttelsesfaktor.

spacerspacer
bottom leafs