Dansk Gartneri frygter, at de nye CO2-afgifter vil ramme de gartnerier, der er i vækst og skal tegne fremtiden. Det skriver Dagbladet Børsen mandag 14. januar 2008.
Regeringens forslag til nye energiafgifter vil give en klækkelig rabat til eksisterende gartnerier, men tilgengæld vil højere CO2-afgiter ramme nye gartnerier og gartnere, der vil udvide virksomheden. Forslaget til nye CO2-afgifter vil hæve afgiften pr. udledt ton CO2 fra gartnerier fra 25 kr. til omkring 150 kr.
For at gartnerne ikke fra den ene dag til den anden skal betale 150 kr. pr. ton CO2 i stedet for 25 kr., vil politikerne give gartnerierne et bundfradrag baseret på deres historiske CO2-udledning. Dansk Gartneri opfordrer politikerne til, at både nye og eksisterende virksomheder, der udvider, kan få et udvidet bundfradrag, så det ikke kommer til at blokere vækst.
Skatteminister Kristian Jensen havde gerne set en løsning herpå, men mener ikke det er muligt inden for EUs statsstøtteregler.






