2007 blev et rigtig pænt år for Danmarks største producent af økologiske tomater og agurker, Klaus Søgård fra det stærkt voksende gartneri Markhaven.
Omsætningen, der af konkurrencehensyn ikke præciseres, blev omtrent fordoblet, men bruttofortjenesten blev øget fra 5,2 til 9,2 millioner kroner. Resultatet før skat blev 6,4 millioner kroner før skat mod et underskud året før på 1,3 millioner kroner. Nettoresultatet endte med et plus på 6,7 millioner kroner. Det skriver Fyens Stiftstidende tirsdag.
Gartneri Markhaven voksede sidste år med 60 procent og gik fra 14.000 til 23.000 kvadratmeter under glas. Investeringen kostede 10 millioner kroner. Markhaven kunne efter denne udvidelse levere en million økologiske agurker og 500 ton økotomater, som hovedsagelig blev afsat til Coop Danmark. Dermed er gartneriet storleverandør til Coop af tomater og agurker.
I år holder gartneriet Markhaven 25 års jubilæum og står foran endnu en ny kæmpe udvidelse, og efter en investering på otte millioner kroner vil det fynske gartneri dermed få yderligere 10.000 kvadratmeter væksthus.






