Forlig omkring pesticidforordning 91/414

Printvenlig
18.12.2008

På det såkaldte trialog møde mellem EU-parlamentet, Rådet og det franske formandskab er der indgået forlig den 17. december 2008. Det har været svære forhandlinger til det sidste, som afslutter det mere end 3 år lange forløb omkring den nye forordning.

Der bliver 3 zoner plus en væksthuszone og post harvest zone, men der er åbnet for yderligere nationale strategier, som kan være mere restriktive grundet f.eks. grundvandssikring og særlige miljøforhold. Samlet set vil der ske en yderligere harmonisering, men for Danmark vil det være med udgangspunkt i den nordlige zone. Der vil dog være mulighed for at anvende godkendelser fra andre lande end dem man er i zone med, men det beror så på en national accept af dette.

I forordningen ligger der også tidsfrister for godkendelsesproceduren i de enkelte lande. Det vurderes at være en fordel for erhvervet i Danmark, hvor der aktuelt er en lang godkendelsestid.

I forhold til cut-off principperne, så er man havnet på en mere risikomæssig vurdering end oprindelig, hvor EU-parlamentet kun talte om iboende egenskaber. Kommissionen skal således, senest 4 år efter at forordningen er trådt i kraft, fremlægge et forslag til videnskabeligt begrundede kriterier. Der er dog nogle aktivstoffer som allerede nu vil falde for cut-off kriterierne. Aramo(tepraloxydim) står således til at ryge i 2015, men også Folicur(tebuconazol), Mastana(moncozeb) og Totril(ioxynil) kan risikere, ikke at blive fornyet ved næste revurdering.

Substitutionsprincippet, hvor et farligt middel er kandidat til at blive erstattet af et mindre farligt middel, er også med i kompromisforslaget. Der er dog en række forhold der skal være opfyldt, såsom at det ikke må skabe resistensproblemer eller ske en uforholdsmæssig stor omkostningsstigning ved brug af det alternative middel.

Hel forordningen skal nu konsekvens rettes i forhold til de afsluttende forhandlinger. Dernæst skal det formelt vedtages i EU-parlamentet i januar 2009, og der kan fortsat komme mindre justeringen frem til den endelige vedtagelse. Ikrafttræden forventes at blive i slutningen af 2009 eller begyndelsen af 2011.

Bæredygtighedsdirektivet.

Omkring bæredygtigsdirektivet så blev der også indgået et kompromisforslag. I dette blev det vedtaget, at de enkelte lande skal gennemføre en national aktions plan, med kvantitative og tidsmæssige mål for at reducere risikoen og påvirkningen af anvendelsen af pesticider.

Vandmiljøet og grundvandet skal beskyttes særligt mod pesticider, og det vil omfatte bufferzoner med videre.

Endelig skal brug af pesticider på offentlige arealer enten forbydes eller reduceres til et minimum.

Det er vurderingen, at direktivet er på linie med den førte politik i Danmark og at der dermed er tale om en øget harmonisering på dette område.

spacerspacer
spacerspacer
Torben Lippert
Torben Lippert
Konsulent
Telefon: +45 3339 4549
bottom leafs