På EU's topmøde om klimapolitik blev der indgået en række kompromisser mellem medlemslandene for at opnå den nødvendige enstemmighed om den kommende CO2-kvoteordning for perioden 2013 – 2020. Overordnet set blev EU´s målsætning om at reducere CO2-udslippet med 20 % i 2020 fastholdt, men antallet af gratis tildelte CO2-kvoter efter 2012 vil blive noget større, end det niveau EU-Kommissionen tidligere har foreslået. For den danske stat vil dette betyde, færre indtægter, der vil kunne bruges i forbindelse med en skattereform, men hvad indebærer Rådsbeslutningen for gartnerierne?
Hvor mange CO2-kvoter til gartnerierne?
Dette spørgsmål vil, som konsekvens af at EU fortsat skubber en række vanskelige afklaringer foran sig, reelt først kunne besvares om 1-2 år. På dette topmøde blev følgende besluttet:
- at alle CO2-kvotevirksomheder, der er i ”signifikant” konkurrence med virksomheder i 3. lande uden for EU vil få alle de tildelte CO2-kvoter gratis, helt frem til 2020.
- For virksomheder, der ikke er så konkurrenceudsatte i forhold til 3. lande, gælder det, at de kun vil få 80 % af 2013 kvoterne tildelt gratis. År for år vil gratistildelingen endvidere blive reduceret til 30 % i 2020
Et helt afgørende spørgsmål er derfor nu, hvilke sektorer, der defineres som konkurrenceudsatte, og hvem der ikke gør det. Ifølge den besluttede køreplan, vil dette spørgsmål først blive afgjort af EU-Kommissionen/rådsmødet i december 2009. Der eksisterer derfor en stor opgave for Dansk Gartneri, i samarbejde med øvrige EU-landes gartneriorganisationer, med at få gartnerisektoren indplaceret i den konkurrenceudsatte del.
Hertil kommer, at andelen af gratiskvoter ikke siger noget om, hvor mange kvoter der tildeles i forhold til behovet/det faktiske energiforbrug. Hidtil har det været nationalstaterne, der har forestået kvotetildelingen til de enkelte virksomheder, men fra 2013 vil opgaven overtages af EU-Kommissionen på baggrund af en sektorvis tildeling af kvoter, der først forventes foretaget i juni 2010. Også her eksisterer en vigtig opgave for Dansk Gartneri.
Ingen kvoter til elproduktion
Rådsmødet besluttede at følge EU-Kommissionens forslag om, ikke længere at tildele CO2-kvoter til produktion af el i de ”gamle” EU-lande, fra 2013. Det forventes, at varmeproduktionen på de centrale kraftvarmeværker fortsat vil blive tildelt CO2-kvoter.
Betydningen for de ikke kvoteomfattede gartnerier
Tildelingen af CO2-kvoter vil indirekte også kunne få betydning for de ikke kvoteomfattede gartnerier (med energiproducerende anlæg < 20 MW). Et flertal i Folketinget har nemlig vedtaget en hensigtserklæring om, at bundfradraget i de kommende CO2-afgifter skal nedsættes i takt med at tildelingen af CO2-kvoter reduceres.






