Nyt fra Holland melder om stagnation i udbygningen af (semi)lukkede væksthuse, et stop for driftstilskud til decentral kraftvarme, nye og skrappere belysningsregler, og endelig er Rabobank blevet Hollands største gartneriejer.
Stagnation i udbygningen med (semi)lukkede væksthuse
Det hollandske gartnerierhverv har som målsætning at reducere energiforbruget med 30 % inden 2020. Det vigtigste middel for at nå så langt er, at man etablerer 2.500 ha (semi)lukkede væksthuse.
Men ifølge en artikel i Bloemisterij (nr. 17) er denne udbygning, på trods af tilskudsmulighederne og de hidtidige gode erfaringer med konceptet, øjensynlig gået i stå. De høje investeringsomkostninger samt manglende tillid til at de hidtil udviklede tekniske systemer er de mest optimale, bliver angivet som væsentligste forklaringer på den manglende udbygning.
Stop for driftstilskud til decentral kraftvarme
Den hollandske tilskudsordning til miljøvenlig elproduktion er under revision. I 2007 opnåede hollandske gartnere med naturgasbaseret kv-produktion et driftstilskud på 0,6 cent pr. kWh. Der er imidlertid ingen tvivl om, at kv-produktionen i Holland er rentabel også uden driftstilskuddet, og den hollandske økonomiminister har nu meldt ud, at tilskuddet af samme grund vil blive afskaffet fra og med 2008.
Nye belysningsregler
Der er nu indført en skærpelse af belysningsreglerne for de hollandske gartnerier. Fra 1. januar 2009 vil der for nye væksthusarealer, som hovedregel, være krav om en afskærmning der reducerer udstrålingen af vækstlys med minimum 95 %. For eksisterende væksthusarealer, bliver der indført en overgangsperiode frem til 1. januar 2010 før samme krav skal være opfyldt.
Rabobank ejer af 550 ha væksthuse
Via sale-and-lease-backkonstruktionen er Rabobank gennem de sidste år vokset til at være den største ejer af væksthuse i Holland. Banken besidder nu et tital af moderne væksthuskomplekser med et areal, der er større end det samlede danske areal. I sale-and-lease-backkonstruktionen er driftslederen fra starten kun ejer af jordarealet, men har mulighed for senere også at erhverve væksthusene.






