Sæt ikke konkurrenceevnen over styr

Printvenlig
12.11.2007

Formand i Dansk Gartneri, Kaj Jørgensen, frygter, at dansk erhvervsliv mister konkurrenceevne, når Danmark skal indfri sine forpligtigelser i Kyotoaftalen. Det skriver han i Synpunkt.

En ny en måling af landenes konkurrenceevne foretaget af World Economic Forum placerer Danmark på en tredjeplads kun overgået af USA og Schweiz. Det er glædelig læsning i en tid, hvor øget globalisering på verdensmarkedet her hjemme går hånd i hånd med mangel på arbejdskraft og pres på lønningerne.

Der skal arbejdes hårdt for at fastholde den position. Derfor er det også beklageligt, at regeringen fortsat sender regningen for Danmarks indfrielse af Kyotoaftalens målsætninger videre til erhvervslivet med pres på konkurrenceevnen til følge.

Historikken er, at man i EU har besluttet, at kvotesystemet er måden, hvorpå klimamålsætningen skal nås. De enkelte lande og virksomheder tildeles CO2-kvoter, der svarer til den tilladte udledte mængde CO2. Ved at reducere mængden af kvoter, reducerer man tilsvarende mængden af udledt CO2. Som supplement til kvoterne har staten mulighed for at opkøbe CO2-kreditter i udlandet via energisparende projekter i tredje lande.

Den danske stat indfrier på denne måde omkring 20 % af landets CO2-reduktion på 21 %. Til sammenligning imødekommer Holland, som dansk gartnerierhverv normalt sammenligner sig med, 50 % af sin reduktion på bare på 6 % via opkøb af CO2-kreditter i udlandet.

Dette stiller dansk gartnerierhverv i en meget ugunstig konkurrencesituation. Vores omkostninger til opkøb af kvoter er større end de udenlandske konkurrenters, da vi har et væsentligt højere reduktionsmål. Dertil kommer, at den danske stats engagement i opfyldelsen af disse reduktionsmål er betydelig mindre end andre landes.

Dansk Gartneri vil som erhverv gerne være med til at løfte vores del af klimamålsætningen, og vi er principielt tilhænger af en kvoteregulering af CO2-udledningen. Det, vi opponerer imod, er, at den danske stat sender regningen for en national miljøopgave videre til erhvervslivet.

I sidste ende er det danske arbejdspladser og sund danskproduceret frugt og grønt til forbrugeren, der er på spil, hvis løsningen på de dyre kvoter bliver at flytte produktionen.

spacerspacer
spacerspacer
Kaj Jørgensen
Kaj Jørgensen
Gartneriejer - Valgt af Danske Prydplanter
Telefon: +45 6599 2525
bottom leafs