Energibesparelser er en handelsvare, der bør sælges til højestbydende. Den ny energispareordning indebærer, at net- og distributionsvirksomheder indenfor såvel el-, naturgas- som fjernvarmeforsyning har fået et økonomisk incitament til at realisere energibesparelser hos slutforbrugerne. En del gartnerier er på denne baggrund blevet kontaktet af energirådgivere fra disse selskaber, og her kan det være vigtigt ikke bare at forære besparelserne væk eller at sælge dem for billigt.
For at energiselskabet kan blive godskrevet for en konkret besparelse, skal selskabet medvirke til, at den bliver opnået, og der skal forud for dens gennemførelse være indgået en skriftlig aftale mellem energiforbrugeren og energiselskabet herom.
"Medvirken" fra energiselskabet kan eksempelvis indebære, at selskabet
- gennemgår virksomheden, påviser mulige energibesparelser og rådgiver herom.
- organiserer udførelsen af energibesparelsen - for eksempel via samarbejde med installatør/leverandør eller selv gennemfører installationen.
- tilbyder en attraktiv finansieringsordning, der også kan indeholde et direkte tilskud til investeringen.
Det er netop på ovenstående punkter, at der er noget at handle om, og der vil være god fornuft i at indhente tilbud fra flere forskellige selskaber. Det er her væsentligt, at selskaberne kan medvirke på andre energiområder end deres "eget", og at der heller ikke er nogen geografiske bindinger til eget distributionsområde.






